23948sdkhjf

Domino's Danmark er solgt: Pizzeriaerne vil genåbne

2. marts gik Domino's Pizza i Danmark konkurs. Men selskabet er solgt, og pizzakæden vil blive drevet videre.

Den konkursramte pizzakæde Domino's Pizza vil genåbne i Danmark.

Pizzakæden i Danmark er nemlig blevet solgt til et udenlandsk selskab, som vil drive pizzeriaerne videre.

Det bekræfter kurator Morten Hans Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

- Det er blevet solgt til det australske Domino's Pizza Entreprises, siger Morten Hans Jakobsen.

Det australske selskab driver i forvejen 2400 Domino’s-forretninger rundt omkring i Australien og flere steder i Europa, oplyser kuratoren.

Kuratoren fortæller, at det australske selskab er franchisetager fra det amerikanske Domino’s Pizza International.

Domino's Pizza gik konkurs i Danmark 2. marts, og siden har butikkerne været lukket. Men nu ser de altså ud til at genåbne.

Købet blev meldt ud på den australske børs onsdag morgen. I en meddelelse på børsen fremgår det, at selskabet sælges for omkring 2,5 millioner euro. Det er en pris på omkring 18,7 millioner danske kroner.

Morten Hans Jakobsen fortæller dog, at købesummen ikke er helt fastlagt endnu.

I meddelelsen fremgår det også, at selskabet håber at kunne åbne omkring 20 butikker inden for det næste år.

Morten Hans Jakobsen håber, at 24-25 butikker vil blive drevet videre.

- Det er hensigten at drive så mange af de butikker, som nu går med over. Vi håber på, at det bliver 24-25 butikker. Lige nu afhænger det af, om de udlejere, som Domino's Danmark tidligere har lejet sig ind i, vil fortsætte lejemålet med den nye køber, siger kuratoren. 

Domino's Pizza stammer fra USA, og det var kun den danske del af kæden, som lukkede i marts. Kæden kom til Danmark i juni 2011.

Flere aviser herunder B.T. og Ekstra Bladet samt TV2-programmet Operations X har i efteråret sidste år lavet en række historier om dårlig hygiejne i flere af restauranterne i Domino's-kæden.

Kuratoren mener, at de ejere vil kunne får bugt med de bekymringer, som der kan være hos danskerne.

- Jeg vil tro, at de har haft nogle overvejelser i den henseende, men det er jo oplagt, at den nye køber er så veldrevet og ordentlig, at de hurtigt kan få lagt de bekymringer om Domino's brandet væk.

- Det var nogle problemer, der var relateret til de tidligere ejere og deres drift, siger Morten Hans Jakobsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145